Selvejere

Ved landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet fik bønderne mulighed for at eje den jord, de dyrkede, og dermed blev hovedparten af den dyrkede jord i løbet af de næste ca 150 år efterhånden til selveje. Før den tid var Kronen og adelen (og før reformationen også kirken) de egentlige jordejere. Det er omdiskuteret, hvordan ejerforholdene har udviklet sig fra oldtiden op gennem middelalderen, men der har meget længe været en del bønder, som har ejet deres jord med den begrænsning, at den såkaldte herlighedsret tilhørte Kronen eller adelen. I urolige og svære tider har de måttet sælge deres jord med det resultat, at flere og flere med tiden blev fæstere. Ejendomsbønderne synes i en vis udstrækning at have været brikker i magtspillet mellem kongen og adelen.

Dyrkningen af jorden har siden oldtiden været et fællesanliggende for landsbyens bønder, men der har ved siden heraf været jord, som lå uden for landsbyfællesskabet, den såkaldte særjord. Ejendomsgårdene kunne ikke sælges frit, de tilhørte slægten og skulle ved salg tilbydes de nærmeste først.
Ejerforholdene kunne blive meget indviklede. En gård kunne ejes af flere arvinger, hvoraf nogle måske var fæstere i andre gårde, og til en gård kunne høre både fællesjord og særjord.

Vissenbjergs ejendomsbønder gjorde sig bemærkede ved samlet at anlægge sag mod den enevældige konge 1745-47 som protest mod den behandling de fik af regimentsskriveren ved Fynske Rytterdistrikt, som forvaltede Kronens gods. Det kom der en omfattende sag ud af, som er bevaret i 4 tykke bind på i alt 8000 foliosider, og disse akter giver mange oplysninger om både ejendomsbøndernes forhold generelt og om de enkelte familier og gårde. Se også under Kilder.

Anne-Maries tipoldemor Karen Jeppesdatter nedstammede både fra nogle af de ejendomsbønder, som var blandt klagerne, og fra fæsterne, rytterbønderne, som de var naboer til, og som de havde mange slægtsbånd til.